FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

10. marts 2016

10. MARTS

Af uransagelige årsager, har jeg nu pludselig internetforbindelse igen, så jeg vil benytte lejligheden til at opdatere i en fart.
Idag har været en rigtig forårsdag, solsorten synger, viberne trækker og fluerne varmer sig på husets sydmur.

Sangsvanerne er stadig mange, dog har jeg ikke forsøgt at tælle dem, men blandt sangsvanerne lykkedes det at finde to pibesvaner.
Forårsfuglene ankommer i disse dage, 9 krikænder var ny årsart for mig, og ud på formiddagen ankom også årets første skeand, en han.

Idag blevjeg ringet op fra Ljungbyhed. Folk planlægger deres traneudflugter, og jeg har i den anledning den fornøjelse, at agere turistbureau, hvad jeg gerne gør. Spørgsmålet gik naturligvis på,  hvor vidt tranerne var ankommet, og svaret på det spørgsmål, har vel almen interesse - både ja og nej. Trækket af de sydsvenske ynglefugle er igang og da vi i forgårs havde sydvestenvind, som er den bedst tænkelige vindretning, kunne jeg tælle til 125 traner. Igår gik 56 til overnatning men idag har tranerne gjort sig temmelig lidt bemærket. Vi er nu inde i en østenvindsperiode og det inspirerer ikke tranerne til at komme til Pulken. Hvis vi indenfor den næste uge får noget sydvestenvind og varme, er det muligt, at de traner, som skal langt nordpå, begynder deres træk.

I mellemtiden ser jeg på arter som havørn og kongeørn - og jeg glæder mig til stæren, den vil jeg meget gerne snart have på plads i toppen af birketræet. Så er det nemlig forår.