FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

19. marts 2017

UDSTILLING TRANEVÅR 2017 - 20. MARTS - 17. APRIL


TRANEVÅR 2017
CARL CHRISTIAN TOFTE
Härnestadsvägen 127, 296 91 Åhus
20. marts - 17. april 2017
Hver dag kl. 11:00 - 17:00

Velkommen til min niende udstilling i Pulken. I år kommer jeg til at præsentere noget af dét, som jeg har arbejdet med i løbet af 2016. Illustrationer til bogen "Danmarks Pattedyr fra Istid til Nutid", forfattet af Kim Aaris-Sørensen, har lagt beslag på meget af min tid. I forbindelse med dette værk har jeg bl.a. illustreret syv nedslag i Danmarks natur, fordelt over de seneste 50.000 år. At genskabe danske, forhistoriske landskaber har krævet intensiv og langvarig research. Denne er naturligvis baseret dels på fundmaterialet af pattedyrknogler, men nok så meget har pollendigrammer og kendskab til- og analyse af landskabelige dynamikker spillet ind.

Dertil har jeg skrevet- og illustreret en bog om havens fugle - titlen er "Havens Fugle -som jeg ser dem". Danmarks almindeligste småfugle, som jeg oplever dem her i haven i Härnestad, i baggården i Sydhavnen - hvor jeg nu tilbringer meget af min tid - og fuglene, som jeg ser på Vestre Kirkegård, efter jeg har afleveret børnene i skole og børnehave. Det er de fugle, som udgør lydtapetet i vores hverdag, livet på foderbrædtet. Jeg er, her som altid, optaget af, at fortælle den historie, som jeg kan relatere personligt til. Jeg fortæller måske ikke alt, hvad du kunne ønske, men til gengæld også noget, som du ikke vidste du ville vide. Illustrationerne er passionerede artsportrætter - det har været noget af en udfordring at illustrere dét, jeg netop troede mig at kende til bunds.

Endelig udkom i 2016, endelig - endelig! bogen "Birds of Bolivia". Jeg har deltaget i arbejdet på denne bog siden 2006, og blandt de illustrationer, som jeg bidrager med i bogen, daterer nogle sig tilbage til mit strandede arbejde med Brasiliens fugle, som tog sin begyndelse i år 2000, og som ebbede ud, da jeg kørte træt i at skrive fondsansøgninger i stedet for at gøre hvad jeg er bedst til. At bogen "Birds of Bolivia" endelig er udkommet, markerer for mig et landemærke. Bogen er pt. endnu kun udgivet i Bolivia, men det er meningen, at den snarest mulig skal udgives i Europa og USA. Forhandlinger med Lynx Edicions, forlaget bag mastodontværket "Handbook of the birds of the world" er igang.

Jeg er stadig bagud med alt, ikke mindst på grund af de to måneder, som jeg tog ud af kalenderen, for at male og realisere værket "Tranefrise". Denne kæmpeakvarel på 15x1,5 meter har i løbet af 2016 været udstillet på Johannes Larsen Museet, Sophienholm og Vendsyssel Kunstmuseum. Snart vender den hjem til et efterliv i min kælder; jeg håber den var med til at vise, hvad jeg ville kunne præstere, hvis ikke jeg altid var spændt inde mellem momsregnskaber, ansøgninger om formular A1 etc.

Nu vel, VELKOMMEN til udstillingen "Tranevår 2017" i Pulken, Härnestad!

De bedste hilsener

Carl Christian Tofte