FORÅRSUDSTILLING 2024: ÅBENT/ÖPPET 23. MARTS - 7. APRIL samt 13-14. april, 10:30 - 17:00, HÄRNESTADSVÂGEN 127, VED PULKEN! tlf: +45 31 69 47 26. (EVT. ÆNDRINGER ANNONCERES HER)

25. marts 2015

FORÅRSPLØJNING OG 4000+ TRANER DAGLIG - ÅBNINGSTIDER

VIGTIGT: IMORGEN, 26/3, HOLDER JEG LUKKET. JEG ÅBNER IGEN FREDAG. DESUDEN ER DER EN UDVIDELSE I FORHOLD TIL DET TIDLIGERE ANNONCEREDE, IDET UDSTILLINGEN HAR ÅBENT OGSÅ 11. OG 12. APRIL.

Feltnoter, 23.03.2015


Her er den herligste gang i den lige nu. Marken her udenfor er blevet forårspløjet. Hele vinteren har jeg haft udsigt til en enorm vold bestående af udskrab fra kostalden. Den blev nu spredt ud over marken med gravko og møgspredere. Så kom traktoren, og bag den flokkedes hundreder af måger: sølv-, storm- og flotte hættemåger i frisk yngledragt mod den rødbrune muld. Også glenter og storke var blandt de første til at indfinde sig. Jeg går ud fra, at eventuelle mus, som må have gemt sig i den varme mødding, må være blevet blæst til kødfars under møgspredningen - der er i hvert fald noget at hente, for i skrivende stund er marken ved at blive dækket af et gråt tæppe; traner som i en lind strøm flyver ind ovre fra Matningsfältet. Tranerne er lige en smule mere sky end storken. Traneflokken begynder ca 100 meter ude på marken, mens storken i ensom majestæt tager for sig af retterne på det nærmeste stykke. Stærene er også på pletten, når der pløjes; hvirvler over marken og opfylder det guds ord, at de sidste skal blive de første. Sådan bevæger sig nemlig en fouragerende stæreflok.

Tidligere idag var et af de lokale havørnepar forbi. En mægtig hun, med udbulet bagkant yderst i armen og brunspidsede halesider, hannen klart mindre og med parallelle for og bagkanter på vingerne. Når man lige opdager sådan et havørnepar med det blå øje, kan man godt tage dem for en ørn og en våge, således også idag.

I de aeneste dage har her været virkelig mange traner: 23/3 5900; 24/3 4600 og idag ser ikke ud til at være voldsomt anderledes - dog lader det til, at fodringen idag er noget mere effektiv, for  medens jeg igår og i forgårs har haft den ene enorme sværm efter den anden til at passere lige over haven, har trafikken idag været begrænset. Som følge af dette, har Pulken - og marken herude - været endnu mere grå af traner end de øvrige dage. Ja jeg klager ikke.